top of page
pialykken

Se det lidt fra en anden vinkel...

Så har vi da endelig fået masser af sommer og sol i Danmark. Og heldigvis for mange er det lige i ferietiden. Heldigt - fordi det jo næsten er for varmt til at gå på arbejde. Jeg fejrede min feriestart med et besøg i Gavnø slotshave sammen med min veninde. En varm, men utrolig hyggelig og smuk tur.


Gavnø slot er fra rokokotiden og haven emmer af romantik, eventyr og et hav af smukke blomster. Dahlia, rhodrondendron, pæoner, hortensia, pelargonia, masser af forskellige liljer (lige i øjeblikket), roser i overflod og mange andre blomster. Desuden har de et lille "sommerfuglehus" i haven.


Denne dag tog vi afsted med en aftalt udfordring. Når vi fotograferede et motiv, skulle det gøres fra tre forskellige perspektiver. Det kunne være oppefra, nedefra, tæt på, langtfra, hele blomsten eller en bestemt del af blomsten. Dels for ikke blot at hænge fast i det "vi plejer at gøre" og dels for at udfordre kreativiteten, ved at skulle se på motivet fra flere sider.



En øvelse, der også er god i hverdagslivet. At kunne se noget fra en anden vinkel- eller fra et lidt større perspektiv i stedet for at hænge fast i rutinerne/ det vi plejer at gøre. Nye vinkler fører måske til nye muligheder? Nye spændende ting at kunne glæde sig over. Måske en mere enkel eller lettere måde at gøre tingene på? Måske en anden indgangsvinkel, der bringer mere glæde?

Vi bestemmer selv, hvor vi vil ligge vores fokus. Hvad det er, vi vil dyrke og have mere af. 💙


Tidselkugle. 3 perspektiver af samme blomst.



Rød Dahlia. Husk billedet kan klikkes til størrer)


Skærmlilje.(Husk at klikke billedet størrer. Snyd ikke dig selv ; )



Det første billed herunder er den fine røde tallerkensmækker. Det er et finurligt navn og det vi bruger mest. Den kaldes også blomsterkarse eller landløber. Den har så mange små fine detaljer midt i den røde blomst. Den store flotte orangerøde/ bordeaux/gule lilje ved siden af, blomstre kun med en blomst af gangen og de holder kun en dag. Derfor bliver de kaldt dagsliljer. Jeg synes, de er utrolig elegante. Der er plantet et hav af forskellige liljer i Gavnø slotshave i øjeblikket, men det var ganske få, der var sprunget ud. God grund til endnu et besøg.😉

I sommerfuglehuset mødte vi Ugleøjesommerfuglen. Den hører normalt til i Sydamerika. Dens store "ugleøjne" skal helst få fjenden til at tænke sig lidt om inden sit angreb, så sommerfuglen kan flygte imens. Vingernes overside er blålige og gør den endnu mere smuk. Den har et vingefang helt op til 20 cm, så den er pæn stor.



Blomsten i midten af billedsamlingen er også en Dahlia/Georgine. Der findes over 35 forskellige Dahlia-arter og i 1400-1500 tallet brugte Aztekerne (mexikanske idianere)dem til mad og dekorationer. Gammauglen som er en træksommerfugl/natsværmer (og som ses på det næste billede) er også vild med dahliaer. Den kommer fra Sydeuropa og Nordafrika og er også meget aktiv om dagen... Den er lodden og kedelig i farven, men fangede alligevel mit blik.


Den store blålige skærmlilje er også en flot dekorationsblomst. Selve blomsten er stor og man tiltrækkes nærmest af den, når man ser den. Planten bliver omkring 100 cm og er meget iøjenfaldende. Insekter bliver også tiltrukket af den, men de bliver tit skuffet. Den har ingen duft og kun nektar og pollen i meget små mængder. Men fantastisk i sit set-up.

Den lilla blomst med sort baggrund er en blomst fra en hostaplante. Jeg synes, de er vildt fascinerende med det stjernemønster, der gentager sig hele vejen ned af stænglen. Jeg er vild med alle de linjer, mønstre og former blomsterne har.


Det sidste billed er en pink Dahlia, der er ved at springe ud. Det er egentlig et billed, der ikke helt lykkedes og det lever ikke helt op til mine forventninger, men jeg synes nu, det har noget smukt i sig alligevel. Det har sin egen skønhed...


Husk det - Det har vi alle. 🤍


Ha' en super-dejlig dag! Hilsen Pia

31 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page