Hold da op, hvor har vi et fantastisk smukt efterårsvejr! Vi må ud i naturen og nyde af alle goderne. Husk naturen har altid åben.
Som alle ved skal vi sørge for at få masser af grønt. Det er sundt og godt for krop og sjæl. Men jeg lover jer - det er orange, røde og gyldne nuancer altså også. Naturens efterårsdragt er så smuk at se på i øjeblikket.
( Sølvhejre i Jystrup)
Jeg vil lige give jer fem gode grunde til at komme ud i naturen. Punkter jeg tydeligt mærker på eget sind og har brugt det de sidste 3-4 år.
1. Energiopladning og sundere sind.
Det føles fantastisk med smukke omgivelser og en dejlig fornemmelse af ro - både indre og ydre. Man bliver glad af masser af frisk luft og man kan mærke følelsen af frihed, hvis du blot giver dig selv lov. Du bestemmer selv. Utallige studier kæder naturen sammen med mental sundhed og velvære. Jeg nyder energiopladningen / healingen, friheden og magien, når jeg er ude. Og det hjælper i den grad med at holde stress, spændinger og andet uro i afstand fra krop og sind.
2. Fysisk aktivitet og leg.
Bevægelse og motion er meget vigtig for os mennesker og naturen kommer unægtelig tættere på, når du går, cykler, løber eller roer i kajak i stedet for at tage bilen. Desuden er naturen en alletiders legeplads. Både for store og små børn. Kun fantasien sætter grænsen. Forbind dig med dit indre barn og giv slip. Sjov, leg og latter - det trænger vi alle til.
(Egern i Vallø slotspark)
3. Mindre stress.
Når du er ude i det grønne og nyder den blå himmel, fuglenes sang i træerne og alle de andre små ting du får øjnene op for, så tag det hele ind. Mærk det. Sans naturen. Friheden, roen, det eventyrlige landskab og de magiske farver. Glem et øjeblik de tusind ting, du mener, du skal have lavet. Giv slip på tankemylderet. Det findes ikke derude ; )
4. Sanseindtryk og D-vitamin.
Solens stråler forsyner os med D vitamin og den friske luft er med til at booste vores krop og energi. Solen varmer så dejligt vores krop om sommeren og er der noget mere friskt om vinteren, end når frosten bider os i næsen...
Når vi går i naturen har vores sanser meget at gøre med vores velvære og den ro vi lander i. Fx. at dufte lavendler, roser og grantræer. Eller når vi hører åens rislen eller fuglenes sangkor. Når vi ser alle de magiske farver i fx. solnedgangen eller i efterårsbladene. Når vi finder vilde brombær og lige skal smage...
5. Du tænker mere kreativt
Trænger du til at vende bøtten på hovedet og anskue udfordringer i dit liv fra en ny vinkel? Så bør du ifølge forskere overveje at tage en tur ud i det grønne - væk fra hverdagens trummerum. Naturen er et sted, hvor hjernen kan restituere og sænke paraderne fra hverdagens udfordringer. Det frigiver plads til at tænke kreativt og opfindsomt og måske finde inspiration til kunstnerisk udfoldelse...
Rødhals, rådyr og grønirisk. Husk at klikke på billederne, for at se fuld størrelse : )
Naturen healer og giver ny energi. Jeg nyder det, så tit jeg kan og overskuet det giver mig. Alle burde have mere natur tæt på, hvor de bor. Jo tættere vi bor på naturen, jo mere bruger vi den og jo mere glæde får vi af de gavnlige effekter, naturen har på vores livskvalitet, trivsel og mentale sundhed.
Til alt held er dette også ved at gå op for flere og flere komuner, der sætter naturen og naturoplevelsen højere på prioritetslisten. Så man kan få os ud i naturen uden at stresse dyrelivet for meget.
( Vipstjert, musvåge og månen.)
Så kom afsted kære venner, vi ses!
Pia
Comentarios