Vallø slotspark er mit absolut yndlingssted - mit helle. Her kommer jeg 2-5 gange om ugen. Det er et magisk sted for mig. Øverste etage omstiller sig fuldstændig og lukker kun nuet ind.. Jeg ser og sanser kun den smukke charmerende natur, parken gemmer på. Hvis man er opmærksom, så er her fyldt med skjulte skatte. Små unikke oplevelser gemt i buskadset eller andre "stille" steder. Men magien begynder allerede, når man kommer kørende gennem lindealle'en op til slottet og går igennem de gamle sorte jernlåger.
Vallø slot er oprindelig en hovedgård fra ca. 1256. Mange tilbygninger i årernes løb har stille og rolig gjort det større. I 1554 arvede Mette Rosenkrantz den vestlige del af hovedgården efter sine forældre og hun afsluttede i 1586 tilbygningen i vest- og syd fløjen og de to karakteristiske tårne. Hun var på det tidpunkt en af Danmarks rigeste adelskvinder og enke efter Peder Oxe. Hendes søster Birgitte ejede den østlige del, men fik aldrig bygget til. De sidste fløje blev senere opført i 1600-1700-tallet.
I 1893 brændte slottet (et uheld med et stearinlys), men ydermuren bestod og kunne fortsat danne ramme om genopbygningerne i 1894 til 1904. Gennem tiden har slottet været ejet af adelsslægter: Falk, Krage, Thott, Rosenkrantz og Skeel og så lige Christian d.1. og d.2.
1708: Frederik IV købte slottet til den senere dronning Anna Sophie Reventlov.
1730: Ved Frederiks død overtog Christian VI Vallø Gods til sin dronning Sophie Magdalene.
1737: Sophie Magdalena oprettede selvejet institution Vallø stift for hjælp til ugifte adelige døtre.
1830: Riddersalen og andre størrer gemakker blev lavet om til 9 lejligheder.
I dag er Dronning Margrethe protector for Vallø stift. Lejllighederne er nu almindelige slotslejligheder og jeg mener, at have læst, at der kun er to lejligheder nu, og de er pænt store.
Parken blev anlagt i 1700-tallet. Først fransk inspireret, senere omlagt til engelsk landskabsstil. Dvs. mere enkelt og færre blomsterbede, som jeg læser det. I slutningen af forrige århundrede var det på mode at samle på sjældne træer og sådan en samling lavede man også her. Det er flotte og særprægede træer, men nok ikke alle er lige sjældne mere. Mit favorittræ er det gamle ægte tulipantræ, der som regel blomstre overdådigt i starten af juni. (Det første billed her - et helt træ med de blomster!)
Det er sådan, at jo længere væk fra selve slottet, man bevæger sig, jo mere får naturen lov til at passe sig selv. Der er så smukt, året rundt. Lige rundt om slottet er voldgraven og de store græsplæner. I udkanten af græsplænen begynder skoven så småt med endnu flere gamle træer.
Tænk dig - sikke historier de gamle træer kunne fortælle... Kastaniealle'erne i parken er over 280 år gamle!
Vallø Dyrehave (bag dyrehavesøerne) er hjem for rådyr, fasaner, ugler, ræve, rovfugle m.m. Dyrehavesøerne, der grænser op til skoven har et rigt fugleliv. Søerne blev anlagt i 1878-80 og gør parken ekstra hyggelig og levende, synes jeg.
Forleden mødte jeg disse to brødre ved foden til et flot gammelt fyrtræ.😍 De var ude at lege. Garanteret et par spilopmagere. Den ene var meget nysgerrig på mig og kom nærmere og nærmere, indtil den anden kom hen til ham. Så løb de op i et træ og sad og gemte sig. De var vildt søde og sjove at sidde og følge.
Gør jer selv en tjeneste. Besøg Vallø's smukke slotspark og bevæg jer ud i yderkanten også.
God pinse! Pia
https://www.valloe-stift.dk/wp-content/upload/guide.pdf
https://da.wikipedia.org/wiki/Vallø_Slot
Comments